Vedtægter for Runeparken

Vedtaget på Generalforsamlingen den 15. marts 2010.
Godkendt af Høje-Taastrup Kommune den 12. august 2010.

§ 1 Foreningens Navn, Område og Hjemsted

  1. Foreningens navn er "Grundejerforeningen Runeparken".
  2. Dens område er matr. nr. 7b m.fl. af Høje Taastrup by, Rønnevang sogn, og parceller, der er udstykket herfra, bedre kendt som rækkehusene på Sankt Bendts Allé, Sankt Ibs Allé, Sankt Mikkels Allé og Sankt Olavs Allé.
  3. Dens hjemsted er Høje-Taastrup Kommune, jfr. § 3.

§ 2 Foreningens formål

  1. Grundejerforeningen er stiftet i henhold til servitutter, lyst på matr. nr. 7b m.fl. ibid. og parceller, som er udstykket heraf.
  2. Foreningen har til formål at varetage medlemmernes fælles grundejerinteresser indadtil som udadtil i overensstemmelse med de på ejendommen lyste servitutter og deklarationer samt gældende retsregler i øvrigt.
  3. Forpligtelserne er i den forbindelse blandt andet at administrere, vedligeholde og renholde fælles ejendom, herunder anlæg og fri-arealer, veje, stier, forsyningsledninger, mm.

§ 3 Medlemskab og Medlemspligt

  1. Foreningen er upolitisk og kan med generalforsamlingens tilslutning uden ændringer i nærværende vedtægter tilsluttes en eventuel sammenslutning af grundejerforeninger, ligesom foreningen efter bestyrelsens bestemmelse med generalforsamlingens tilslutning kan tilsluttes en hovedorganisation for grundejerforeninger.
  2. Som medlemmer kan kun optages grundejere, som er retmæssige ejere af parceller, der er udstykket eller som udstykkes af matr. nr. 7b ibid.
  3. Ophører et medlem at være ejer af en af de omhandlede ejendomme, bortfalder medlemskabet, og vedkommende udtræder af foreningen uden krav på refusion af kontingent eller udbetaling af andel i foreningens formue.
  4. Der gælder medlemspligt for ejere af de ovennævnte ejendomme, således, at man er medlem af foreningen samtidig med, at man erhverver en parcel, uanset på hvilken måde denne finder sted.
  5. Indtrædende medlemmer har ved indtræden anpartsvis ret til foreningens formue.

§ 4 Meddelelse om ejendommes overdragelse

  1. Køberen af en af ejendommene skal senest 14 dage efter handlens indgåelse fremsende meddelelse om ejendommens overdragelse og dermed følgende udtræden for sælgeren og indtræden for køberen foreningen.
  2. Medlemskabet er først effektivt, når kontingent er betalt, og et indtrædende medlem, der erhverver en ejendom, hvor sælgeren er i kontingentrestance, er pligtig at udrede det skyldige beløb, og får først de med medlemskabet følgende rettigheder, når dette er sket.

§ 5 Bestemmelser i Servitutter og Deklarationer

  1. Medlemmerne er med hensyn til benyttelse og bebyggelse af parcellerne underkastet bestemmelserne i de på ejendommene lyste servitutter og deklarationer.
  2. Grundejerforeningens bestyrelse udøver den påtaleret, der er tillagt foreningen i servitutter og deklarationer.

§ 6 Kontingent og Fælles Anlægsudgifter

  1. Medlemmerne er forpligtet til at betale kontingent til foreningen. Kontingentet skal dække de omkostninger, foreningen har jf. § 2. Det kan blandt andet være:
    • lønninger og honorarer,
    • administrationsomkostninger,
    • vedligeholdelse, renholdelse og rydning af fælles ejendom, veje og stier samt infrastruktur i øvrigt, fx fælles kloakker og fibernet,
    • andel i fælleshus Sankt Bendts Alle 22 til disposition for inspektør og kontor for grundejerforeningen, samt
    • øvrige udgifter, der følger af foreningens pligter i henhold gældende retsregler, og
    • øvrige udgifter, der måtte være ifølge krav, fremsat af det offentlige.
  2. Kontingentet fastsættes af foreningens medlemmer på en generalforsamling efter forelæggelse af budgetforslag fra foreningens bestyrelse for det kommende år. Bidraget betales kvartalsvis forud senest den 10. i forfaldsmåneden.
  3. Medlemmerne er desuden forpligtet til at betale til fælles anlægsudgifter, som evt. foretages ved finansieret lån/kredit. Foreningen opkræver dette sammen med kontingentet.
  4. Kontingentrestance samt anden forfalden gæld til foreningen medfører, at det pågældende medlems stemmeret suspenderes, indtil restance, gæld og evt. i forbindelse med opkrævning påløbende omkostninger er behørigt betalt.
  5. Bestyrelsen fastsætter à contobidrag for de to første kvartaler af det nye regnskabsår og et administrationsgebyr for ikke rettidig indbetaling. À contobidraget må ikke afvige fra det nærmest forudgående kvartals bidrag.

§ 7 Anpart i faldende kontingent

Ved fordelingen af de på de enkelte ejendomme faldende kontingent til foreningen skal fordelingen ske med en anpart pr. ejendom.

§ 8 Pligt til medvirken af lysning af deklaration, hvor foreningen gives pant

Medlemmerne af foreningen er forpligtet til at medvirke til, at der lyses deklaration på deres ejendom, hvorved der gives pant til foreningen for bidrag, som er pålagt medlemmerne, - hvis det måtte blive vedtaget af generalforsamlingen med det i § 17, stk. 7, nævnte fornødent flertal.

§ 9 Solidarisk hæftelse

Samtlige medlemmer af grundejerforeningen hæfter solidarisk for de forpligtelser, foreningen har påtaget sig.

§ 10 Bestyrelsen

  1. Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen og består af 5 medlemmer, hvoraf formanden og kassereren vælges særskilt.
  2. Bestyrelsens medlemmer afgår med 2 medlemmer i år med lige årstal; heraf er kassereren det ene, og med 3 medlemmer i år med ulige årstal; heraf er formanden det ene.
  3. Generalforsamlingen vælger en 1. suppleant og en 2. suppleant for bestyrelsen for et år ad gangen.
  4. Det er kun medlemmer af foreningen – altså ejere – der kan stille op til valg (herunder valg af revisorer). Genvalg kan finde sted.
  5. Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand og evt. sekretær. Udtræder formanden af bestyrelsen, indtræder næstformanden som formand indtil næste ordinære generalforsamling. Udtræder kassereren af bestyrelsen, vælger bestyrelsen et andet bestyrelsesmedlem til kasserer, indtil næste ordinære generalforsamling.
  6. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden, herunder mødetid og sted, aftaler for indkaldelse til bestyrelsesmøder, fordeling af opgaver, repræsentations- og beslutningskompetencer. Forretningsorden skal så vidt muligt være skriftlig og tilgængelig for medlemmerne.
  7. Bestyrelsen skal føre protokol (eller referat) over forhandlingerne og bestyrelsens beslutninger. Protokollen kan evt. være elektronisk, men skal opbevares tilgængeligt for efterfølgende bestyrelser samt øvrige, der har ret til aktindsigt. Det skal fremgå af protokollen, hvem der var til stede på møderne og ved eventuelle afstemninger, hvorledes det enkelte bestyrelsesmedlem har stemt.
  8. Bestyrelsen er berettiget til under ansvar over for generalforsamlingen i fornødent omfang at etablere forsøgsordninger, der skønnes at være til gavn for medlemmerne samt at engagere lønnet medhjælp i sager, hvor dette skønnes nødvendigt, fx juridisk-, administrativ-, teknisk- eller anden påkrævet assistance.
  9. Til løsning af specielle opgaver kan generalforsamlingen eller bestyrelsen nedsætte udvalg, som kan udarbejde indstillinger til bestyrelsen/generalforsamlingen. Alle beboere i Runeparken har mulighed for at være med i udvalg, uanset alder og ejerstatus. Evt. udvalgsformand vælges af udvalgsmedlemmerne. Bestyrelsen har ret til at udpege et bestyrelsesmedlem som observatør.
  10. Hvervet som bestyrelsesmedlem er ulønnet, men bestyrelsens medlemmer er fritaget for at betale kontingent. Bestyrelsens medlemmer er dog forpligtet til at betale deres andel i evt. anlægsudgifter.
  11. Eventuelt honorar til kassereren kan fastsættes på den årlige generalforsamling.

§ 11 Bestyrelsens kompetencer og Inhabilitet

  1. Bestyrelsen repræsenterer foreningen udadtil i enhver henseende, såvel over for offentlige myndigheder som over for private.
  2. Bestyrelsen råder over foreningens midler i overensstemmelse med vedtægterne og de på generalforsamlinger trufne beslutninger.
  3. Foreningen tegnes i alle anliggender af formanden i forbindelse med et andet af bestyrelsens medlemmer.
  4. Et bestyrelsesmedlem må ikke deltage i bestyrelsens drøftelser eller afstemninger om spørgsmål om aftaler mellem foreningen og ham/hende selv. Et bestyrelsesmedlem må ej heller deltage i forhandlinger eller afstemning om foreningens søgsmål mod ham/hende selv, eller om aftale mellem foreningen og tredjemand eller søgsmål mod tredjemand, hvis han/hun kan have en væsentlig interesse deri, der kan være stridende mod foreningens.
  5. Et bestyrelsesmedlem er forpligtet til af egen drift at give oplysning om sin eventuelle inhabilitet i henhold til stk. 4.
  6. Opstår der tvivl om et bestyrelsesmedlems habilitet i henhold til stk. 4, er det pågældende medlem forpligtet til at besvare alle de oplysninger, som bestyrelsen måtte kræve for at træffe afgørelse i spørgsmål om inhabiliteten samt i øvrigt ikke at deltage i drøftelsen og afstemningen af det pågældende forhold.

§ 12 Bestyrelsesmøder

  1. Bestyrelsesmøder afholdes månedligt, eller når et bestyrelsesmedlem forlanger det.
  2. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når 3 medlemmer, herunder formanden, er til stede. Bestyrelsen er også beslutningsdygtig, såfremt formanden er eneste forhindret medlem.
  3. Formanden indkalder og leder bestyrelsesmøderne og har i tilfælde af stemmelighed den afgørende stemme. Hvis formanden er forhindret ledes mødet af næstformanden. Næstformanden har ikke afgørende stemme ved stemmelighed.
  4. Såfremt et til to bestyrelsesmedlemmer udtræder af bestyrelsen, bliver umyndiggjort eller bliver ude af rådighed over sit bo, indtræder henholdsvis 1. og 2. suppleant automatisk indtil næste ordinære generalforsamling.
  5. Udtræder i årets løb mere end 2 bestyrelsesmedlemmer, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling for valg af yderligere bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.

§ 13 Kasserer og Økonomi

  1. Kassereren modtager foreningens indtægter og udbetaler alle af Bestyrelsen anerkendte udgifter. Anerkendelse skal foreligge skriftligt. Kassereren fører kontooversigt samt medlemsliste, som skal være godkendt af bestyrelsen.
  2. Foreningens evt. formue og kasse-beholdning skal henstå på konto i bank, sparekasse eller på postgiro. Kontoen skal være klausuleret, således at der kun kan hæves på kontoen i forbindelse med formanden, evt. ved brug af netbank.
  3. Evt. kontant kassebeholdning må normalt ikke overstige kr. 1.000,00.
  4. Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
  5. Kassereren skal aflevere Årsregnskabet til formanden inden den 15. januar.
  6. Formanden videregiver regnskabet til den af generalforsamlingen valgte revisor, der har 14 dage til regnskabets gennemgang og tilbagelevering til formanden med eventuelle bemærkninger.
  7. Regnskabet skal foreligge helt færdigt og revideret senest den 15. februar og skal udsendes senest 3 uger inden generalforsamlingen til medlemmerne.

§ 14 Generalforsamlingen

  1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Kun den kan give, ændre eller ophæve vedtægterne.
  2. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts måned. Medlemmerne skal indkaldes skriftligt med mindst 3, højst 5 ugers varsel. Med samme varsel underrettes Høje-Taastrup Kommune om generalforsamlingens afholdelse ved fremsendelse af dagsorden.
  3. Generalforsamlingen og møder sammenkaldes af bestyrelsen. Indkaldelsen skal angive tid og sted for generalforsamlingen samt dagsordenen.
  4. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen. Dirigenten må ikke være bestyrelsesmedlem eller revisor i foreningen.
  5. Forslag, der agtes stillet på generalforsamlingen, bortset fra forslag til valg, skal samtidig med indkaldelsen fremsendes til medlemmerne. Kun de sager, der er opført på dagsordenen, kan bringes til afstemning. Herfra dog undtaget ændringsforslag til de i dagsordenen anførte punkter.

§ 15 Ekstraordinær Generalforsamling

  1. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen måtte skønne det formålstjenstligt, eller når mindst 1/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer fremsætter skriftligt ønske herom.
  2. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med samme varsel og på samme måde som den ordinære generalforsamling med angivelse af de til forhandling fastsatte emner.
  3. Såfremt den ekstraordinære generalforsamling indkaldes efter ønske af medlemmerne, skal medlemmerne samtidig med begæringens fremsættelse meddele, hvilke emner der ønskes behandlet, og bestyrelsen er herefter forpligtet til senest 14 dage efter at udsende indkaldelse til den ekstraordinære generalforsamling.

§ 16 Dagsorden

  1. For den ordinære generalforsamling skal der gælde følgende dagsorden:
    • Valg af dirigent.
    • Beretning fra bestyrelsen om foreningens virksomhed i det forløbne år.
    • Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
    • Forslag fra bestyrelsen.
    • Forslag fra medlemmerne.
    • Fastsættelse af medlemskontingent efter forslag fra bestyrelsen gennem fremlæggelse af budgetforslag for det kommende år.
    • Valg af formand og/eller kasserer. (hvert andet år, jfr. § 10, stk. 2 og stk.
    • Valg af medlemmer til bestyrelse.
    • Valg af 2 suppleanter.
    • Valg af en revisor og en revisorsuppleant.
    • Eventuelt.
  2. Forslag fra medlemmerne eller sager, der af medlemmerne ønskes behandlet på generalforsamlinger eller møder, skal skriftligt være foreningens bestyrelse i hænde senest 1. februar.

§ 17 Adgang, Taleret, Stemmeret samt Afstemning på Generalforsamlinger

  1. Som udgangspunkt har alle interesserede adgang til generalforsamlingen. Såfremt praktiske hensyn taler for det, kan bestyrelsen beslutte, at generalforsamlingen kun er for medlemmer.
  2. Som udgangspunkt har alle interesserede taleret på generalforsamlingen. Såfremt praktiske hensyn taler for det, kan dirigenten beslutte, at taleretten kun er for medlemmer.
  3.  Hver ejendom har een stemme. Det er kun medlemmer af foreningen – altså ejere – der kan modtage en stemmeseddel.
  4. Hvis ejer(e) af en ejendom er forhindret, kan der gives fuldmagt til en anden myndig beboer i den pågældende ejendom. Der kan endvidere gives fuldmagt til et andet medlem af foreningen, dog kan ingen møde og stemme med mere end højst 2 fuldmagter.
  5. En fuldmagt skal være skriftlig, dateret og underskrevet og kan kun anvendes ved den enkelte generalforsamling. Fuldmagten afleveres og ombyttes med en stemmeseddel. En fuldmagt skal godkendes af bestyrelsen og dirigenten.
  6. Alle valg og almindeligt foreliggende sager afgøres ved stemmeflertal. Afstemningen kan ske ved oprækning af stemmesedler, dog skal afstemning ske skriftligt, når 1/3 af de tilstedeværende medlemmer, eller bestyrelsen kræver skriftlig afstemning.
  7. Afstemning om vedtægtsændringer skal ske skriftligt og til godkendelse fordres, at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget. Blanke og ugyldige stemmer regnes for ikke afgivne.
  8. Vedtægtsændringer skal godkendes af Høje-Taastrup Kommune.

§ 18 Referat af Generalforsamlingen

  1. Vedtagne beslutninger og behandlede sager på en generalforsamling, skal nedfældes i et referat (eller protokol), der skal underskrives af dirigenten og de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.
  2. Referatet skal herefter opbevares tilgængeligt for alle foreningens medlemmer, evt. ved omdeling til alle ejendomme. Referater skal endvidere gemmes til eftertiden i foreningens arkiv til brug for aktindsigt til øvrige interesserede.

§ 19 Retsvirkninger

  1. Beslutninger truffet på ordinære eller ekstraordinære forsamlinger samt beslutninger, der er truffet af bestyrelsen i henhold til vedtægterne, er gældende for medlemmerne, indtil de lovligt måtte ændres i henhold til vedtægterne.
  2. Indbringelse af ovennævnte beslutninger for domstolene eller anden myndighed har ikke suspensiv virkning. Medlemmerne forpligtet til at opfylde pålagte pligter, fx økonomisk eller anden art, indtil endelig retsafgørelse foreligger.
  3. Foreningen er ligeledes berettiget til at foretage retsskridt til forpligtelsens opfyldelse uanset sagsanlæg eller senere appel.