Belysning i Runeparken

Kære naboer,

Som i ved har vi haft udfordringer med belysningen i Runeparken siden september. Vi har haft el-installatør firmaet OPEKA til at hjælpe os med at kortlægge problemet. Fejlen skyldes ifølge OPEKA en dårlig stand af isolationen af vores efterhånden noget gamle kabler i jorden. OPEKA har efterfølgende foretaget en række mindre opgravninger af kablerne for at måle på kablernes isoleringsværdi. Nogle af kablerne er i den forbindelse blevet skiftet, men vi er desværre ikke helt i mål endnu, hvilket på nuværende tidspunkt betyder, at husene på Sankt Ibs Alle 26-38, 68-80 og 90-96 endnu ikke har fået udendørs belysningen på stierne tilbage. Bestyrelsen afventer lige nu et tilbud fra OPEKA på en større gennemgang af el-kablerne i Runeparken så fejlen(e) kan findes og udbedringen kan påbegyndes. Vi forventer dog ikke at arbejdet kan afsluttes før efter nytår.

Vi ved godt at problemet har stået på længe. Men det drejer sig desværre ikke blot om nogle sikringer, der skal skiftes. Der er tale om store dele af el-kablerne i Runeparken der skal gennemgås, hvilket tager tid. Vi beder jer derfor at væbne jer med yderligere tålmodighed og at have tillid til, at vi fra bestyrelsens side gør hvad vi kan for at få udbedret problemet hurtigst muligt.